Vejen til kærligheden og det smukke i livet indeholder altid faren for at miste det igen
Tavshed og fortielse er altid en kilde til ængstelse hos børn
Vores egen distance har det med at smitte af på andre...
Det, der er svært, kan være en god guide for den rigtige retning
Konfrontationer med døden vækker angst, men rummer også store muligheder for at berige livet
Børn kan godt være i kaos, så længe forældrene selv kan være i det!
Ensomheden føles mindre, når vi finder genkendelse hos andre

Tanker om tavshed

Vi nærmer os julemåneden med hastige skridt. Hjerternes tid og børnenes fest. Masser af sammenkomster med familie, venner, kolleger. Afslutninger i fodboldklubben, til gymnastik og badminton samt i skoler og fritidsordninger.

For nogle er det første gang uden mor eller far. For nogle er det første gang som alene-forælder. (Og skulle det være 2. eller 3. gang, kan det stadig føles helt nyt, meget forkert og temmelig sårbart!)

Det sker desværre alt for tit, at de døde forbigås i tavshed og dermed kommer til at fylde langt mere end tåleligt.

I Mathias klasse burde alle både børn og voksne vide, at hans mor døde for lige under 1 år siden. Det har været skrevet på Intra og alle har fået et brev med hjem. Alle eleverne har endda besøgt Carolines gravsted. Mathias har selv - med min hjælp - fortalt i sin klasse, at han faktisk gerne vil have, de spørger ind til hans mor og hans sorg, men at han måske nogen gange har lidt svært ved at svare på deres spørgsmål. Han har også fortalt, at sorgen og dermed hans ked-af-det-hed vil følge ham mange år endnu, også selv om han måske går rundt og ser glad ud. Han forsøgte sig med at forklare det som, at han faktisk godt kan være glad udenpå og ked af det indeni på samme tid. Det kendte de fleste i 4. klasse godt følelsen af. Han fortalte også alle i klassen, at lige meget hvad de sagde, gjorde det ham ikke mere ked af det, end han egentlig var i forvejen, men at det lidt var som at blive trøstet, at de så ham og snakkede med ham om hans mor.

De behov Mathias har for at snakke om sin mor, er meget lig de samme behov, hans far har for at tale om sin dybt savnede hustru.

Hvordan kan det så være, at forældrene i klassen åbenlyst ikke gør eller tør gå hen til Mathias far og f.eks. sige:

"Puhaa... Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige... Jeg kan jo på ingen måde sætte mig ind i, hvor forfærdeligt det må være, at skulle holde jul uden Caroline..."

Eller: "Hvis der er noget, vi kan hjælpe med her i december, må du endelig sige til... Vi kan sagtens tage Mathias med på julegaveindkøb, hvis han skal have købt gave til dig, uden du ved det..."

Eller: "Nu ved jeg jo ikke, om det var Caroline, der plejede at stå for småkagerne, men i weekenden skal vi julebage og I er meget velkommen til at komme over og være med!"

Eller: "Du ser nu ud til at hænge meget godt sammen, og det er skønt at se Mathias glad... Men det er vel næppe den fulde sandhed..."

Måske vil en tåre trille. Måske flere. Èt er sikkert. Begge parter vil gå beriget ud af det nærvær, der opstod, da den ene part turde bevæge sig ud på usikker grund og ordsætte tabet og sorgen.

Den ene part kan også være Mathias far, men det er nogen gange vel rigeligt at forlange...