Vejen til kærligheden og det smukke i livet indeholder altid faren for at miste det igen
Tavshed og fortielse er altid en kilde til ængstelse hos børn
Vores egen distance har det med at smitte af på andre...
Det, der er svært, kan være en god guide for den rigtige retning
Konfrontationer med døden vækker angst, men rummer også store muligheder for at berige livet
Børn kan godt være i kaos, så længe forældrene selv kan være i det!
Ensomheden føles mindre, når vi finder genkendelse hos andre

Tanker om mindre børn i sorg

"Jeg savner min mor..." siger den lille dreng på 4 år.

"Det kan jeg godt forstå!"

Og dermed blev den samtale lukket!

 

Når børn kommer med så konkrete udmeldinger, har de noget på hjertet. Prøv i stedet at se deres udmelding som en invitation til dig.

 

"Jeg savner min mor..."

"Det gør jeg også... Hvad savner du hende til?"

"Jeg savner hende til at læse godnathistorier..."

"Ja. Det var hun bestemt også god til... Hvilke historier læste hun for dig?"

"Gæt hvor højt jeg elsker dig..."

"Den bog kender jeg ikke... Hvad handler den om?"

...

"Har du lyst til at fortælle mig, hvad du ellers savner hende til?"

 

Når vi som voksne har svært ved at tale om det, der er svært, kan det handle om angsten for vores egen dødelighed, trangen til at beskytte børnene eller hvis jeg skal være skrap: Trangen til at beskytte os selv!

Det kan være frygteligt svært for mange at bevæge sig derud, hvor der ikke er erfaringer at støtte sig op ad. Men at noget er svært, er ikke en undskyldning for ikke at forsøge.

Desuden kan vi jo altid være ærlige - ikke kun overfor barnet, men også overfor os selv - og sige det som det er: "Pyhaa... Det her er helt nyt for mig, men jeg prøver alligevel..."

 

Mange har sikkert også mødt denne her udgave:

"Jeg vil hentes af mor i dag!" siger den 3-årige pige 3 måneder efter mors død.

Hvad svarer man lige her...? Har barnet da slet ikke forstået, at mor er død?

Jo! Men små børn kan godt have en uklar forståelse af døden som endelig.

 

"Jeg vil hentes af mor i dag!"

"Kan mor hente dig i dag?"

"Nej..."

"Nej vel...? Og hvorfor kan mor ikke hente dig i dag?"

"Hun er død..."

"Ja. Mor er død. Så kan hun ikke så godt hente dig... Men det kan far. Og han kommer, når vi har spist frugt."

 

Det er i de små sætninger og samtaler, erkendelsen ligger og gradvist tages ind.

 

At skulle forholde sig til at mor eller far (søster eller bror) er død, er som at skulle spise en elefant. Det kan på ingen måder gøres i én mundfuld. Det kræver små og gentagne bidder over lang tid.

Og som voksne har vi pligt til at deltage i måltidet!