Vejen til kærligheden og det smukke i livet indeholder altid faren for at miste det igen
Tavshed og fortielse er altid en kilde til ængstelse hos børn
Vores egen distance har det med at smitte af på andre...
Det, der er svært, kan være en god guide for den rigtige retning
Konfrontationer med døden vækker angst, men rummer også store muligheder for at berige livet
Børn kan godt være i kaos, så længe forældrene selv kan være i det!
Ensomheden føles mindre, når vi finder genkendelse hos andre

Tanker om betydninger

Det har aldrig givet mening for mig, ikke at nævne min mand i min hverdag - ej heller til fest! Det er meget muligt, han har været død i over 11 år, men han er i min optik ikke eksistentiel død. Han lever i mig. I mine fortællinger. I min væren. Og ikke mindst i mine skønne børn!

Han var en levende og mærkbar del af mit liv i 20 år. Vi havde den store fornøjelse af at møde hinanden tildligt og blev derfor "dannet" sammen. Vi voksede sammen, ikke som i "sammenvokset", men som at vi blev voksne sammen. Vi modnedes og dannede værdier sammen. Vi skabte historier sammen. Vi skabte en familie sammen. Alt dette dør ikke, fordi min mand døde. Det er en stor del af det menneske, jeg er i dag!

Sorg er derfor ikke noget, man kommer igennem. Det er noget, man lærer at leve med!

Min tabshistorie forandrer sig som tiden går. Jeg forandres, modnes og udvikles. Mit fokus ændres derfor også. Smerten flytter på sig. Der bliver længere mellem de dage, der mærkes. Dybden af de huller, jeg har på min vej i sorgens landskab udlignes gradvist. Og det er det, der på meget fin vis vidner om, jeg er på rette vej! At min afstand til min døde er, præcis som den skal være.

Med tiden har glæden over det, jeg har fået, overskygget sorgen over det, jeg har mistet!

Men det har taget tid. Langt længere tid end mine omgivelser har kunne holde ud at være tilskuer til.

Til alle jer der kender en, der har mistet: Hold om, hold ud og hold af! Og hold helst ikke op!

Kærligst

Line